Det tårnløse rådhus fik sit tårn

Da arkitekterne i 1937 tegnede udkastet til den nye rådhus i Aarhus, var det en prunkløs bygning uden tårn. Sådan en havde byrådet nemlig bestilt. Men det viste sig, at byens borgere ikke var så moderne indstillet, som byrådet havde håbet. Der skulle et tårn til for at få den avantgardistiske arkitektur til at glide ned hos aarhusianerne.

2. juli 2016 er det 75 år siden, Aarhus Rådhus blev indviet. Det er tegnet af Arne Jacobsen og Erik Møller og opført 1938-1941. Med sin unikke arkitektur er bygningen i dag et hovedværk inden for den skandinaviske modernisme og et vartegn for byen. Men den første tegnede version af rådhuset så ikke helt ud som det rådhus, vi kender i dag.

De to unge arkitekter, Arne Jacobsen og Erik Møller, kom ind i billedet, da de 2. august 1937 afleverede de tegninger til et nyt rådhus, som de havde arbejdet på i månedsvis, siden byrådet udskrev en konkurrence om en ny kommunal administrationsbygning.

Byens tredje rådhus

Det var tredje gang, byen skulle have et rådhus. Det første, som blev bygget i Middelalderen, lå lige foran Domkirken. Det andet, som blev opført på nordsiden af Domkirken i 1857, var tegnet af C. G. F. Thielemann, Kgl. Bygningsinspektør for Jylland. Det blev bygget til en by med 8000 indbyggere, som på det tidspunkt var landets fjerdestørste. I årene derefter eksploderede Aarhus. Indbyggertallet firedobledes fra 1850 til 1915, og byens udgifter 34-dobledes, så der var brug for plads til byens administration.

Allerede i 1918 havde byrådet arbejdet med planer om en ny administrationsbygning, men af økonomiske grunde blev de lagt på hylden, og pladsproblemerne blev løst midlertidigt ved at leje lokaler i en række ejendomme i Mejlgade. Indbyggertallet  nærmede sig dog de 100.000, og derfor besluttede byens folkevalgte i 1937, at nu var der ikke nogen vej udenom. Der skulle bygges. Det nye hus skulle stå på den tidligere Aarhus Søndre Kirkegårds areal ved Frederiks Allé. Kirkegården havde været anvendt til begravelser i årene 1818 til 1926.

Nye tider

Arkitektkonkurrencen blev udskrevet i april 1937, og heri var der formuleret, at det nye rådhus skulle ”udformes som en udpræget administrationsbygning, en arbejdsbygning uden noget tilstræbt pompøst og uden en forloren ‘rådhusstil’.”

Socialdemokraterne var ved roret i Aarhus med borgmester H. P. Christensen i spidsen. De tænkte moderne og havde brug for at lægge afstand til det pompøse, bagudskuende og borgerlige.

Med en administrationsbygning uden pragt og overflod ville man sende et signal til borgerne om, at de kunne stole på, at kommunen forvaltede deres skattekroner med ansvarlighed. Socialdemokraterne drømte om en bygning, der kunne afspejle de nye tider med demokrati og velstand for alle.

Da fristen udløb 2. august, lå der ikke færre end 53 forslag. Bare 12 dage senere kom afgørelsen. Et af kravene i konkurrencen havde været, at den gamle kirkegård skulle indlemmes som en rådhuspark, og den måde, Arne Jacobsen og Erik Møller havde løst den opgave på, faldt i bedømmelseskomitéens smag.

”… der bliver et ret anseeligt samlet Parkareal tilbage. En del af de gamle Træer bevares og danner Kærnen i en tiltalende Udformning af et nyt Raadhusanlæg,” noterede dommerne i begrundelsen for førstepræmien. Og det blev konkluderet, at: ”Forslaget er en særdeles talentfuldt udformet og en indtagende og værdig Løsning af den stillede Opgave.”

Balladen om tårnet

Forslaget blev offentliggjort, og så startede balladen. Blandt andre Aarhuus Stiftstidendes lederskribent Richard Gandrup var meget aktiv og kritiserede det moderne og enkle kasseformede hus for at være ordinært og stilen ”overfladisk stilrytteri.”

Debatten nåede helt til København, og prominente meningsdannere som Poul Henningsen gav deres besyv med. Arne Jacobsen skrev selv senere om polemikken i sin bog om Aarhus Rådhus:

”Det af os udarbejdede og præmierede Projekt (…) gav anledning til en større Bladfejde, der også bredte sig til Hovedstadsbladene. Mange vil huske Folketingsmand Povl Drachmann og Arkitekt Poul Henningsens Dyst, der blandt andet berigede vort Sprog med en ny Blomst: ‘det jordfødte Raadhus.’ ”

Byrådet lagde øret til jorden og gav efter for de folkelige krav om et tårn. Som den trængte borgmester H. P. Christensen udtrykte det, skulle der ”findes en Mellemvej mellem Funktionalisme og Konservatisme.”

Arkitekterne blev bedt om at gå tilbage til tegnebordet arbejde videre med projektet, ”idet man dog ønskede, at vi tog Hensyn til, at Huset burde fremtræde mere monumentalt,” som Arne Jacobsen beskrev det.

Det endte med, at Erik Møller og Arne Jacobsen tilføjede et tårn og lagde en beklædning af norsk Porsgrunn-marmor uden på huset, der ellers var tænkt som en ren betonbygning.

Et hovedværk

Arne Jacobsen beskrev selv ændringerne sådan: ”Vi beholdt alle Hovedtrækkene i vort oprindelige Projekt, men Hovedindgangsparti med Tilkørsel og Udformningen af Bygningen ved Banegaardspladsen med det 60 m høje Ur, Klokke og Udsigtstaarn gav, sammen med Marmorbeklædningen, Bygningen en mere højtidelig Iklædning.”

Efter en byggeproces med forhindringer på grund af krig og isvintre, kunne Aarhus’ nye rådhus indvies 2. juli 1941 på 500 års jubilæumsdagen for Aarhus bys købstadsrettigheder.

I 1995 blev Aarhus Rådhus fredet på grund af sine unikke arkitektoniske kvaliteter, og arkitekturinteresserede fra hele verden besøger løbende huset bevæbnet med kameraer. I 2006 blev bygningen optaget i Den Danske Kulturkanon med beskrivelsen:

”…et af landets mest sanselige huse, men også et hovedværk, der i Danmark markerer overgangen til en mere regional tolkning af den modernistiske arkitektur.”

Aarhus Rådhus blev med sit tårn et ikon for byen

Tæppet i byrådsalen er et kort over Aarhus, som byen så ud i 1941, da rådhuset blev indviet.

Arkitekt Arne Jacobsen skåler på godt samarbejde med borgmester H.P.Christensen ved grundstensnedlæggelsen i september 1938